4 råd hvis du ikke kan overskue 15 år mere i lederstolen

Ny undersøgelse viser, at medarbejdere og ledere i 40’erne og 50’erne drømmer om enten at skifte branche eller gå tidligt på pension. Få her fire råd, hvis du ønsker forandringer i arbejdslivet eller overvejer enten at skifte branche.

Skribentinfo

Ser du frem til et liv, hvor du kan drikke kaffen i sengen en helt almindelig mandag morgen og ikke skal bruge dagen på mails, møder og en uendelig strøm af beslutninger? Så er du ikke alene. Ny undersøgelse foretaget af ledelsesrådgiver Susanne Teglkamp viser, at op mod 30 pct. af folk i 40’erne ønsker at gå tidligt på pension – og de fleste har også sparet op til det – mens 51 pct. af folk i 40'erne drømmer om et brancheskift. For 42 pct. bunder ønskerne om forandringer i en større meningsfuldhed på arbejdet.

"Vi er nødt til at gentænke vores forståelse af faserne i vores arbejdsliv. Tidligere tænkte man ’på vej til pension’, når nogle havde rundet 60 år, men det er præget af en utidssvarende fordom, som vi simpelthen er nødt til at revidere”. Sådan skriver Susanne Teglkamp om hendes nye undersøgelse om vores tilgang til karriere og ønsker om at forme de sidste 15-20 år af vores arbejdsliv.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er foretaget af ledelsesrådgiver Susanne Teglkamp fra oktober 2023 til februar 2024. Undersøgelsen er baseret på både spørgeskemaundersøgelser, interviews og via LinkedIn med sammenlagt ca. 2000 besvarelser.

Den såkaldte Generation X (1965-1980) er en underprioriteret aldersgruppe på arbejdsmarkedet – både når det gælder fastholdelse og motivation. Mange fra denne generation har et ønske om fx at skifte karrierevej, tage en efteruddannelse, specialisere sig eller noget helt fjerde. Ifølge Susanne Teglkamp søger og drømmer mange i 40’erne og 50’erne om en 3. karriere.

Hvis du kan nikke genkendende til denne følelse af at ville ændre kurs de kommende 15-20 år, er her nogle råd.

4 råd til dig der ønsker forandring i arbejdslivet

Susanne Teglkamps undersøgelse viser, at det er helt almindeligt, hvis du har gjort dig overvejelser om at ændre dit arbejdsliv de næste 15-20 år. Undersøgelsen kommer også frem til en række tiltag, du kan tage i brug for at imødekomme nogle af dine ønsker.

1. Giv dig selv mulighed for at tage en efteruddannelse

Bare fordi du har rundet de 40, behøver du ikke stoppe din udvikling. En efteruddannelse kan være værdifuld og give noget af meningsfuldheden i dit arbejdsliv tilbage. Undersøgelsen viser, at 13 pct. har taget en efteruddannelse i deres 3. karriere.

Imødekom derfor gerne dine egne ambitioner og overvej at give samme mulighed til nogle af medarbejderne i samme aldersgruppe – det kan sagtens være, at de går med samme tanker som dig.

2. Giv dig selv mere fleksibilitet

En anden måde at imødekomme behovet for forandring er ved at give dig selv mere fleksibilitet og frihed. Det kan godt lade sig gøre, selvom du har lederposten. En mulighed er at holde fri, når du holder fri. Dyrk dine hobbyer og find meningsfuldhed uden for dit arbejde. Hvis det er muligt, kan du også overveje at gå ned i tid – det har 23 pct. gjort i deres 3. karriere.

Denne mulighed bør du også give medarbejdere, der ligeledes efterspørger forandring i arbejdslivet.

3. Gå fra leder til medarbejder

Hvis du ønsker forandring, kan du også overveje at bytte lederrollen ud og i stedet blive medarbejder. På den måde får du en række nye arbejdsopgaver, du slipper for bøvlet som leder og kan måske komme tættere på din egen faglighed igen. Du får mindre ansvar, og du vil måske opleve, at fleksibiliteten kommer helt af sig selv. Hele 39 pct. er gået fra en lederstilling til en medarbejderstilling i undersøgelsen, og mange af begrundelserne bunder i, at lederrollen slider for meget.

Hvis du står og skal ansætte en ny medarbejder, kan du også have tidligere ledere med i overvejelserne. Spørg grundigt ind til deres motivation for at droppe lederlivet, så du er sikker på, at deres motivationen er der.

Læs også: Pas på trinet!

4. Find meningsfuldhed

Hvis du går med en tvivl om dit nuværende arbejdsliv, bør du først og fremmest forsøge at finde det, der giver mening for dig. Den opgave ligger umiddelbart hos dig selv. Du kan forsøge at finde frem til og skabe mere meningsfuldhed ved enten at tale med kolleger eller din nærmeste chef. Punkterne ovenfor kan også i sig selv bidrage til en meningsfuldhed.

Men hvis ikke du kan finde meningen med dit arbejde , bør du overveje fx at skifte enten job eller spor. Susanne Teglkamps undersøgelse peger på, at 29 pct. har skiftet branche, så hvis det i sidste ende er det, der føles rigtigt, så overvej det. Du er ikke den første, der gør det.

Læs også: Fasthold de erfarne ledere

Skribentinfo

Kommentarer