Nye ledelsesværktøjer: Dialog om digital innovation

At udnytte ny teknologi til at løse kerneopgaverne smartere eller bedre handler ikke kun om store centrale løsninger. I kan på den enkelte arbejdsplads selv tage initiativ til at bruge de digitale muligheder på nye måder. Den proces kræver både ledelse og dialog. Ti værktøjer hjælper decentrale ledere med at sætte digital innovation på den fælles dagsorden.

I kommuner og regioner er der fokus på, hvordan digitalisering fremover kan understøtte opgaveløsningen endnu bedre – og måske føre til helt nye veje til at skabe værdi for borgere og brugere. En del af den digitale udvikling styres centralt, men I kan også lokalt finde nye kreative måder at udnytte teknologierne på.

Til at styrke dialogen om ”jeres egen digitalisering” er der udviklet ti nye værktøjer, som kan sætte gang i den nødvendige samtale om, hvordan I selv vil arbejde videre med digitalisering. 

Værktøjerne er designet sådan, at de er lette at bruge på arbejdspladsen, fx til et personalemøde eller en temadag. Men selvfølgelig kan og skal I inddrage andre dele af organisationen og ledelseskæden i samtalen, når det er relevant.


Værktøjerne er udviklet på med afsæt i undersøgelsen Ledelse af digital innovation, som Væksthus for Ledelse har gennemført. Undersøgelsen fandt frem til fem kendetegn ved succesfuld lokal ledelse af digital innovation. 

Til at understøtte hvert af disse kendetegn er der udviklet to dialogværktøjer, og I kan vælge det eller de værktøjer, der passer bedst til jeres aktuelle behov. Til hvert værktøj hører en drejebog, der beskriver processen trin for trin, og en materialepakke, der er lige til at printe og bruge.


Værktøjerne er udviklet i et samarbejde mellem Væksthus for Ledelse og Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI). De er alle afprøvet sammen med ledere og medarbejdere i målgruppen.

Læs mere om god ledelse af digital innovation

Projektgruppe:
Jan Struwe Poulsen, KL
Clemens Ørnstrup Etzerodt, Danske Regioner
Dorthe Storm Meier, OAO
Majken Præstbro, CO-PI

Ekstern konsulent: 
Nana Scheibel

Redaktør:
Ola Jørgensen, Klartekst

Grafisk design: 
Karen Krarup.