Magasin sætter spot på lederens egen trivsel

Gode, velfungerende ledere er en forudsætning for at skabe attraktive arbejdspladser. Men lederlivet er ikke altid en dans på roser. Og når ledere mistrives, vedrører det ikke kun lederen selv. Det smitter og kan have store konsekvenser for opgaveløsningen og personaleomsætningen. Nyt magasin fra Væksthus for Ledelse retter blikket mod ledernes egen trivsel.

Skribentinfo

Væksthus for Ledelse belyser med magasinet ”Trivsel – et magasin til ledere” ledertrivsel fra mange forskellige vinkler. Magasinet indeholder personlige beretninger fra både direktører, chefer og ledere om, hvad de gør for, at de har det godt i jobbet. Forskere og eksperter kommer med deres blik på, og råd om, forskellige greb til at øge trivslen. Og magasinet har også ladet medarbejderne fortælle, hvordan de mærker, at deres leder er i god gænge.

Hvis lederen er presset, er der stor sandsynlighed for, at det pres smitter af på medarbejderne. Det fortæller Katrine Bastian, erhvervspsykolog og partner i LEAD. I artiklen i magasinet bakkes hun op af Malene Friis Andersen, der er selvstændig organisationspsykolog og ledelsesrådgiver.

Malene Friis Andersen fortæller, at det ikke kun er ledere med personaleansvar, der kan blive udfordret på deres trivsel. Også chefer og topledere kan opleve det. Men at jo højere op man kommer i hierarkiet, desto mindre stresset er man ifølge eksperterne, der mener, det kan hænge sammen med, at man bliver mødt af færre følelsesmæssige krav fra medarbejdernes side. Omvendt føler toplederne sig ofte ensomme og i en udsat position.

6 råd fra eksperterne

Eksperterne giver også råd om, hvad den enkelte leder, chef eller direktør kan gøre:

  1. Tag magten over din tid tilbage og stil dig selv spørgsmålet: Hvem bestemmer over min kalender, og hvad jeg skal bruge min tid på? Er det en mødekalender eller en arbejdskalender, hvor jeg kan prioritere min tid?
  2. Ræk ud til medarbejderne og bed dem om hjælp til at være den leder, de gerne vil have. Spørg hvad medarbejderne har brug for.
  3. Arbejd med relationen til din nærmeste chef. Tag drøftelsen om prioriteringer og hvilke rammer, du har brug for.
  4. Ryk sammen i ledergruppen og støt hinanden og tag dialogen om, hvordan I skaber nogle ordentlige rammer for jeres ledelse.
  5. Forhold dig realistisk til, hvad der er muligt.
  6. Vær opmærksom på, at arbejdsmiljøloven også gælder for dig.


Når chefen har din ryg

Magasinet har også spurgt direktør i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning, Per Bennetsen, hvad der fremmer ledertrivsel. Per Bennetsen er ikke i tvivl om, at prioritering er en nødvendig disciplin. Det betyder, at han tilstræber, at strategien kan ses i kalenderen, og at der også er tid til refleksion og at få tømt hovedet.

Ifølge Per Bennetsen er trivsel et fælles ansvar. Det indebærer også, at ingen ledere skal frygte at blive smidt under bussen af deres egen chef. Chefen skal bakke op om lederens beslutning, også selvom det måske ikke lige var den beslutning, man selv ville have taget.

Lederteamet er vores stillads

Lederteamet på et dagtilbudsområde i Roskilde Kommune fortæller til magasinet, hvordan de bruger hinanden som et værn mod mistrivsel. De investerer tid i at lære hinanden at kende og insisterer på, at ledelse er en holdsport. Det er italesat i teamet, at man kommer til at fejle undervejs, og at man er åben om det, når der er begået fejl.

Stine Kart Skytte, der er områdeleder, har fra start lagt op til en åben ledelsesstil. Hun er transparent om, hvem hun er som menneske, og hvad hun går og bøvler med. Hun faciliterer møderne værdibaseret og skaber plads til det, der fylder. Lederne i hendes team er meget forskellige, og de inspirerer hinanden ved at anerkende forskellighederne og ved at være bevidst om, at der ikke er én måde at gøre tingene på.

Du skal ikke have svar på alt

Da Helle Guldager, der er afdelingschef i Slagelse Kommune, startede som ung leder, troede hun, at hun skulle have svar på alt, og at hun kunne gøre det hele bedre selv. I dag kender Helle Guldager sine styrker og svagheder. Erfaringen har givet hende en langt større ydmyghed og lyst til at uddelegere.

Helle Guldager brændte på et tidspunkt sit lys i begge ender og måtte sygemeldes. Hun fortæller i magasinet, hvordan en af hendes værdier altid har været at behandle andre ordentligt, og pludselig kunne hun ikke selv leve op til den værdi, og hendes krop sagde fra. I dag trives hun igen i jobbet, og en måde at tage vare på egen trivsel er for hende ikke at gøre tingene mere komplicerede og mystiske, end de egentlig er.

Social kapital og trivsel

Der er en klar sammenhæng mellem ledernes eget arbejdsmiljø og arbejdsmiljøet i enheden. Der er hele 87 pct. højere risiko for et dårligt arbejdsmiljø i de enheder, hvor lederen oplever, at mulighederne for indflydelse og udvikling ikke er gode. Desuden spiller støtten fra nærmeste chef også en stor rolle for den enkelte leders trivsel. Det viser forskning fra Københavns Universitet.

I magasinet fortæller professor i epidemiologi ved KU, Naja Hulvej Rod, om forskningen. Hun fortæller, at i de enheder, hvor lederen oplevede en lav grad af indflydelse og manglende støtte fra egen chef, var arbejdsmiljøet dårligere.

Det og meget mere kan du læse om i magasinet ”Trivsel – et magasin til ledere”. Download eller bestil det her

 

 

Skribentinfo

Kommentarer